Rusland anholder 25 ukrainere mistænkt for terror

Både Rusland og Ukraine har torsdag anholdt flere personer mistænkt for kriminelle planer

Russiske myndigheder anholder 25 ukrainere, som mistænkes for at planlægge "sabotage" og "terrorangreb" i Rusland, oplyser en russisk tv-station torsdag.

- Ifølge sikkerhedsstyrkerne var angrebene planlagt til mellem 14. og 16. marts i syv russiske regioner, lyder det på kanalen NTV.

I gruppen skal der ifølge tv-kanalen være tre aktivister fra en radikal nationalistisk gruppe i Ukraine, Pravij Sektor.

Det hedder videre i tv-rapporten, at de 25 personer fulgte ordrer fra de ukrainske sikkerhedsstyrker.

- Deres job omfattede fotografering af russisk militærs opholdssteder og troppebevægelser ved grænsen. Desuden skulle de skabe kontakt til radikale grupper i Rusland.

De 25 anholdte bliver nu afhørt, og NTV viste et kort klip fra disse afhøringer.

Tidligere torsdag oplyste de ukrainske sikkerhedsstyrker, at man har anholdt to russere i den vestlige region Lviv.

De havde ifølge sikkerhedsstyrkerne planlagt gidseltagning af politikere, deriblandt en præsidentkandidat.

NTV ejes af en bank, der er knyttet til det statsejede gasselskab Gazprom. Kanalen er kendt for at sende dokumentarer, der sværter kritikere af Putins styre til.