Jagt på fly fra Malaysia intensiveres inden batterier dør

Den australske premierminister betegner eftersøgning efter fly som den "vanskeligste nogensinde."

(Foto: AP Photo/Rob Griffith)
(Foto: AP Photo/Rob Griffith)

Fire uger efter et passagerfly fra Malaysia Airlines forsvandt blev eftersøgningen lørdag optrappet til den mest intensive jagt hidtil i den sydlige del af Det Indiske Ocean i et forsøg på at finde de sorte bokse, inden batterierne dør.

Omkring 10 militærfly, tre civile fly og 11 skibe vil lede i et område på 217.000 kvadratkilometer 1700 kilometer nordvest for den australske by Perth, hvor det menes at flyet styrtede ned den 8. marts.

- Hvis vi ikke har fundet nogen inden for seks uger, vil vi fortsætte eftersøgningen, da der er mange ting i flyet, som kan flyde siger Angus Houston, som leder det australske organ, der koordinerer operationen.

- Før eller siden vil vi finde noget, som betyder, at vi kan indsnævre eftersøgningsområdet, siger han

Snesevis af fly har hidtil ikke kunnet finde spor efter flyet.

To fartøjer er på en undervandsmission i eftersøgningen efter Malaysia Airlines fly MH370. Batterierne i flyets sorte bokse holder højst 30 dage og kan være meget tæt på at holde op med virke.

De australske myndigheder siger, at eftersøgningsområdet og vejrbetingelserne er usædvanligt vanskelige, og den australske premierminister Tony Abbott har betegnet eftersøgningen som den "vanskeligste nogensinde i menneskets historie."

De malaysiske myndigheder har indsnævret personefterforskningen i forbindelse med det forsvundne fly til kun at omfatte piloterne og kabinepersonalet.

De 227 passagerer er renset for mistanke om kapring, sabotage, personlige og mentale problemer, der kunne have ført til flyets forsvinden 8. marts.

Myndighederne har stadig ikke udelukket en teori om, at mekaniske problemer kunne være årsagen til, at Boeing 777-flyet forsvandt i begyndelsen af marts. Men Efterforskerne regner det imidlertid for mere sandsynligt, at flyet med overlæg blev dirigeret væk fra den planlagte rute mellem Kuala Lumpur og Beijing.