Fly og skibe skal undersøge mulige MH370-signaler

Det er langt fra sikkert, at signaler, som kinesisk skib opsporede, er fra det forsvundne fly, lyder det

Nye signaler i det Indiske Ocean. Nu skal fly og skibe undersøge mulige MH370-signaler. (Foto: Zuma Press)
Nye signaler i det Indiske Ocean. Nu skal fly og skibe undersøge mulige MH370-signaler. (Foto: Zuma Press)

Fly og skibe er på vej til det område, hvor et kinesisk skib to gange har opsnappet signaler, der kan stamme fra den sorte boks i det forsvundne fly fra Malaysia Airlines.

På et pressemøde i den australske by Perth siger lederen af eftersøgningen, Angus Houston, at de to lydsignaler fra det kinesiske skib Haixun 01 er gode ledetråde, men at man ikke kan sige med sikkerhed, at de stammer fra MH370.

Se også: Forsvundet fly rejser tvivl om 'den sorte boks'

Fly fra syv lande har over de seneste uger fløjet adskillige gange ud over Det Indiske Ocean for at lede efter vragdele fra passagerflyet. Samtidig sejler skibe i området med udstyr, der er særligt designet til at kunne opspore signaler fra den sorte boks.

Lørdag lød det så, at et kinesisk patruljeskib havde opfanget et signal.

Se også: Skib har sporet signal i Det Indiske Ocean

- Dette er den standardfrekvens, som såkaldte sorte bokse sender på, sagde Anish Patel, som leder Dukane Seacom, der er specialiseret i havudstyr og havforskning.

Eftersøgningen blev lørdag optrappet til den mest intensive jagt hidtil i den sydlige del af Det Indiske Ocean i et forsøg på at finde de sorte bokse, inden batterierne dør.

To fartøjer er på en undervandsmission i eftersøgningen efter Malaysia Airlines fly MH370. Batterierne i flyets sorte bokse holder højst 30 dage og kan være meget tæt på at holde op med virke.

Dør batteriet, vil man miste signalet til boksen, og så skal der en såkaldt sidescan sonar i brug i forsøget på at finde boksen.

Boeing 777-flyet var på vej mellem Kuala Lumpur og Beijing om aftenen den 8. marts, da det forsvandt.

Se også: Jagt på fly fra Malaysia intensiveres inden batterier dør