Premierminister: Den sorte boks er få kilometer væk

Eftersøgningen af MH370 står tilsyneladende overfor et gennembrud

Premierministeren i Australien antyder, at man kan stå overfor gennembrud i eftersøgningen af Malaysia Airlines-passagerflyet, som er styrtet ned med sine 239 passagerer og besætningsmedlemmer. (Foto: AP)
Premierministeren i Australien antyder, at man kan stå overfor gennembrud i eftersøgningen af Malaysia Airlines-passagerflyet, som er styrtet ned med sine 239 passagerer og besætningsmedlemmer. (Foto: AP)

- Vi er overbeviste om, at vi kender placeringen af den sorte boks inden for nogle kilometer. Men det at kende den omtrentlige placering er ikke det samme som at finde vragdele næsten fire kilometer under havet eller endeligt kunne slå fast, hvad der skete på det fly.

Sådan siger Australiens premierminister Tony Abbott ifølge AP fredag.

Abbott har under en rejse i Kina fortalt en række kinesiske journalister i Shanghai, at eftersøgningsmandskabet har indsnævret søgeområdet, hvor de leder efter signaler, som først blev opsnappet lørdag på et fjernt sted i Det Indiske Ocean.

Premierministeren siger, at myndighederne er meget sikre på, at signalerne stammer fra den sorte boks fra det malaysiske MH370-passagerfly, som forsvandt for 35 dage siden.

- Men vi er et sted, hvor signalerne fra det, vi er meget sikre på, er den sorte boks, begynder at aftage, siger han.

- Vi håber på at få så meget information som muligt, før signalerne ophører fuldstændigt.

Se også: Flychef: 'Meget stor' chance for at signalet kommer fra DET fly

Dødsflyets sorte bokse eller 'flight data recorders' og 'cockpit voice recorders' kan hjælpe med til at løse mysteriet om, hvad der skete, da Boeing 777-maskinen med 239 mennesker ombord forsvandt næsten sporløst 8. marts.

Se også: Forsvundet fly rejser tvivl om 'den sorte boks'

Flyet var på vej fra den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur til den kinesiske hovedstad Beijing, da nogen i cockpittet pludselig slog kommunikationsudstyret fra og efterlod en måbende omverden i chok.

Batterierne i de sorte bokse har en levetid på omkring 30 dage, beregnet fra tidspunktet for styrtet, og frygten går nu på, at signalet helt forsvinder. I et farvand, der nogle steder er 4,5 kilometer dybt, kæmper eftersøgningsholdet i forvejen mod tiden.

Se også: Det forsvundne fly: Efterforskes som en forbrydelse

Det australske skib Ocean Shield opfangede lørdag to undervandslyde lørdag, som senere blev vurderet til at lyde som signaler fra sorte bokse på et fly. Yderligere er to signaler tirsdag blevet opfanget af et australsk fartøj i nærheden af de to tidligere signaler.

Et femte signal, som et overvågningsfly opsnappede i samme område torsdag, tyder dog på ikke at stamme fra MH370.

Lederen af eftersøgningen, Angus Houston, siger, at det er 'usandsynligt, at det er relateret til flyets sorte bokse', men:

- Yderligere analyser bliver fortsat foretaget.

Alligevel føler premierministeren sig dog overbevist om, at man er tæt på et gennembrud.

Tony Abbott ønsker ikke at komme med yderligere detaljer, før han har talt med Kinas præsident, Xi Jinping, senere i dag.

Premierministeren siger, at det blandt andet sker i respekt for de 154 kinesere, som var ombord på MH370.

13 skibe, tre civilfly og op mod 12 militærfly deltager i fredagens jagt på spor fra det forsvundne fly.

Se også: Dansk pilot om forsvundet fly: Her er tre mulige teorier