Prorussisk præsidentkandidat overfaldet i Kijev

Der er meldinger om nye sammenstød i Østukraine. Samtidig er en prorussisk politiker slået ned i Kijev

En prorussisk præsidentkandidat blev mandag aften overfaldet i den ukrainske hovedstad, Kijev.

Overfaldet skete, da kandidaten Oleg Sarjov var på vej hjem efter at have deltaget i et tv-program.

På åben gade blev han angrebet og slået af ukendte gerningsmænd og måtte efterfølgende en tur på skadestuen for at blive behandlet for sine kvæstelser.

Sarjovs folk beskylder højreekstremister for at stå bag overfaldet på præsidentkandidaten, der ligesom blandt andre den tidligere premierminister Julia Timosjenko og eksbokseren Vitalij Klitsjko prøver at blive valgt til præsidentposten ved valget 25. maj.

Tirsdag morgen er der endvidere meldinger om nye skudvekslinger mellem prorussiske demonstranter og regeringsstyrker i det uroplagede øst.

Ifølge flere medier fandt skyderiet sted ved en vejspærring uden for byen Slavjansk. Det har dog ikke været muligt at få oplysningerne verificeret.

Aktivisterne har ikke fulgt præsident Oleksandr Turtjynovs opfordring om at rømme de besatte bygninger og aflevere deres våben i byer som Lugansk, Slavjansk og Donetsk.

Den fungerende regering i Kijev havde ellers advaret om, at aktivisterne ville blive mødt af en "fuldskala antiterror-operation", hvis de ikke efterlevede ønsket inden mandag klokken otte.

Men intet tyder på, at de prorussiske demonstranter er på tilbagetog.