Ubåd atter på jagt efter forsvundet fly

Efter mislykket første aktion er ubåd igen i gang med at lede efter MH370

(Foto: Bluefin Robotics Corporation)
(Foto: Bluefin Robotics Corporation)

Adskillige lande og tekniske maskiner af mange forskellige slags har været sat ind for at forsøge at lokalisere det forsvundne fly MH370 fra Malaysian Airlines, der forsvandt 8. marts.

Efter flere skibe har opfanget signaler, der formentlig er fra flyets sorte boks, blev en ubåd sendt i vandet mandag aften for at forsøge at finde fysiske spor af flyet.

Se også: Det forsvundne fly: Signal fra sort boks ebber ud

Mandagens aktion måtte dog afbrydes efter kort tid, fordi ubåden af typen Bluefin-21 overskred sin maksimale operationsdybde, og den kunne derfor ikke blive under vandet i 16 timer, som det ellers var planen.

Se også: Miniubåd kom for dybt ned: Afbryder jagt på MH370

Efter den lidt mislykkede mision er ubåden dog atter kommet i vandet sent tirsdag aften lokal australsk tid. Det skriver CNN.

Leder i samme område
Ubåden havde klokken 20 dansk tid været i vandet i omkring fire timer. Hvis alt denne gang går efter planen, skal ubåden blive i vandet frem til klokken 16 onsdag, dansk tid.

En kilde oplyser over for CNN, at ubåden skal søge i det samme område som den foregående mission og på omtrent samme dybde.

Se også: Malaysiere: Regeringen skjuler viden om forsvundet fly

Ifølge teknikere skyldes det ikke fejl på ubåden, at mandagens eftersøgning måtte afbrydes før tid.

- Fartøjet følger havbunden, så når bunden dykker, gør fartøjet det samme. Og så tænker fartøjet, 'åh åh, det er ikke meningen, jeg skal være her' og sætter kurs mod overfladen, sagde David Gallo, der står i spidsen for specielle projekter ved Woods Hole Oceanographic Institution, til CNN.

Håbet svinder
Forudgående data om området var derfor mangelfulde i forvejen til den beregnede data, og et britisk skib er derfor i området til at kortlægge dybderne for at sikre, at fartøjet ikke igen rammer sin maksimale dybde.

Se også: Nyt fund i jagten på MH370: To liter olie

Jagten på det forsvundne fly bliver mere og mere desperat, da der ikke er opfanget signaler fra den sorte boks i en uge. Alle tegn tyder dog på, at flyet skal findes et sted i Det Indiske Ocean, og på trods af vedholdende konspirationsteorier tror de færreste på, at der er håb om at finde nogen af de 239 ombordværende i live.