Separatistleder går imod Genève-aftale

Separatister forbereder stadig omstridt folkeafstemning i det østlige Ukraine og fortsætter besættelser

Lederen af en selvudråbt republik i Donetsk i Østukraine, Denis Pusjilin, siger, at hans bevægelse fortsætter med at kæmpe for autonomi og er imod en netop indgået Genève-aftale mellem Ukraine og Rusland om nedlæggelse af våben og rømning af besatte bygninger.

Pusjilin siger til journalister i Donetsk, at hans mænd kun vil overveje at forlade offentlige bygninger, hvis regeringen i Kijev gør det samme.

Hans siger, at hans bevægelse fortsætter forberedelserne af en folkeafstemning om øget autonomi fra Kijev.

Folkeafstemningen er planlagt til at finde sted den 11. maj.

Se også: Ukraine nægter russere indrejse: Rusland vil gengælde



Se også: Ukraine: Mand fra Danmark bag blodigt angreb

I Kijev siger myndighederne, at den militært-ledede indsats for at få fjernet prorussiske separatister fra den østlige del af landet vil fortsætte trods den indgåede aftale i Genève.

- Anti-terror operationen fortsætter. Hvor længe den vil fortsætte afhænger af, hvor længe terroristerne bliver i vort land, siger Marina Ostapenko, som er talskvinde for Ukraines Statslige Sikkerhedstjeneste, SBU.

Ukraine, Rusland, USA og EU forhandlede en plan for en løsning på uroen i det østlige Ukraine på plads ved et krisemøde i Geneve torsdag.

I aftalen hedder det blandt andet, at de prorussiske separatister i det østlige Ukraine straks skal afvæbnes og rømme de regeringskontorer, som de har besat de seneste uger.

Se også: EU vil sortliste yderligere 15 russere



Se også: Gennembrud: Prorussere afvæbnes og skal rømme bygninger

Aftalen blev i første omgang præsenteret af den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov. Han sagde, at man vil sætte gang i en national dialog inden for Ukraines grænser, og at alle regioner skal deltage i denne dialog.

USA og Nato har vedvarende beskyldt Rusland og russiske agenter for at stå bag den aktuelle ballade i Ukraine.

Observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, overvåge, at aftalen føres ud i livet.