Vidner: Politimand dræbt af bombe i Kairo

En egyptisk avis har talt med vidner, der fortæller, at mindst en politimand er dræbt i forstaden Giza

En forstad til den egyptiske hovedstad Kairo blev fredag aften rystet af en bombe, som ifølge vidner på stedet har kostet mindst en politimand livet.

En anden politimand og en civil blev såret ved angrebet, da en bombe blev kastet fra en bro mod en af politiets kontrolposter.

Det er anden gang i denne uge, at en bombe ryster millionbyen i det nordafrikanske land.

Avisen al-Masry al-Youm refererer vidner, der beretter om "en død politimand".

En sikkerhedskilde siger til avisen, at bomben detonerede ved en kontrolpost på Libanon-pladsen i forstaden Giza.

Tirsdag blev mindst to politifolk og en civil såret ved et bombeangreb tæt ved en af politiets kontrolposter i den centrale del af Kairo.

Egypten har gentagne gange været plaget af uro og sammenstød, siden militæret fjernede præsident Mohamed Mursi fra præsidentposten 3. juli sidste år.

Mindst 500 egyptiske politifolk og soldater er blevet dræbt i angreb siden sommeren 2013, har den egyptiske regering tidligere meldt ud.

En domstol i Kairo, der behandler hastesager, besluttede mandag, at den militante gruppe Ansar Beit al-Maqdis, der holder til på Sinaihalvøen, har status af terrororganisation.

Gruppen har påtaget sig skylden for de fleste angreb, der har været rettet mod sikkerhedsstyrker i hele Egypten i det seneste års tid, heriblandt et bilbombeangreb mod politihovedkvarteret i Kairo i januar.

Dertil kommer et forsøg på snigmord af indenrigsminister Mohammed Ibrahim i september og bombeangrebet på en turistbus på Sinai i februar.