Mount Everest-ulykke kræver sit 13. offer

13 personer er nu bekræftet omkommet i den værste Mount Everest-ulykke nogensinde

Ulykken på Mount Everest natten til fredag dansk tid har krævet endnu et dødsoffer (Foto:AP)
Ulykken på Mount Everest natten til fredag dansk tid har krævet endnu et dødsoffer (Foto:AP)

Redningsfolk bjærgede lørdag endnu et lig på Mount Everest, efter at verdens højeste bjerg fredag blev ramt af en stor lavine.

Dermed er det samlede dødstal nu oppe på 13.

Ulykken er den mest alvorlige ulykke på bjerget nogensinde.

Lavinen ramte en gruppe nepalesiske sherpaer, som var ved at opsætte tov og forberede en videre færd for bjergbestigere på vej mod toppen af det sagnomspundne bjerg.

Lavinen skal være sket på den mest populære rute til bjergtoppen 8850 meter over havet.

Lavinen ramte omkring klokken 6.45 lokal tid i cirka 5800 meters højde i et område på ruten mod det berygtede Khumbu-isfald - ikke langt fra Unna Base Camp.

Flere hundrede udenlandske bjergbestigere og guider - eller sherpaer - er samlet i basecamp, hvor de hvert år forbereder sig på bestigningen af bjerget.

De omkomne er alle nepalesiske sherpaer, som bjergguiderne i området bliver kaldt.

Den hidtil dødeligste dag på Mount Everest fandt sted i 1996, da otte personer mistede livet under et uvejr.

Mere end 300 mennesker er døde på Mount Everest siden det for første gang blev besteget i 1953.