Russisk stats-tv: Fem dræbt nær Slavjansk i Østukraine

Fem mennesker er blevet dræbt søndag morgen, da et prorussisk tjekpoint blev angrebet

Russisk stats-tv rapporterede søndag morgen om, at fem mennesker var blevet dræbt nær den østukrainske by Slavjansk.

Drabene fandt sted, da et prorussisk tjekpoint blev angrebet, skriver nyhedsbureauet Reuters, der dog ikke kan bekræfte episoden.

Det var den statslige tv-station Rossiya 24, der citerede en korrespondent i Slavjansk for angrebet.

Ifølge korrespondenten var tre af de dræbte prorussiske separatister, der kontrollerer Slavjansk.

De to andre var med i den gruppe, der angreb tjekpointet.

Det internationale makedonske nyhedsbureau MINA citerer det russiske medie for, at drabene skete, da fire biler kørte forbi tjekpointet og åbnede ild mod vagterne. Tre blev dræbt af angrebet, mens én blev alvorligt såret.

Ifølge bureauet var vagterne ubevæbnede, men skuddene fik nogle bevæbnede aktivister i nærheden til at reagere og beskyde folkene i bilen, hvorefter to altså blev dræbt.

Det lykkedes aktivisterne at erobre to af de fire biler, hvori de blandt andet fandt våben, sprængstoffer og luftfotos byen Slavjansk.

Et andet nyhedsbureau, AFP, skriver, at ikke fem, men fire blev dræbt ved søndagens angreb. Samtidig skriver Russia Today at seks personer er blevet dræbt, hvoraf fire er prorussiske aktivister.