Besætning fik ordre til at forlade synkende færge

Skole mindes 250 elever og lærere, der formodentligt druknede ved færgeulykke, hvor crew forlod skibet

Adskillige lig er blevet bjærget fra den sunkne færge. (Foto: AP)
Adskillige lig er blevet bjærget fra den sunkne færge. (Foto: AP)

Et besætningsmedlem fra den havarerede sydkoreanske færge Sewol fortæller nu ifølge nyhedsbureauet Reuters, at besætningen fik ordre til at forlade skibet.

Sewol, der vejer næsten 7000 ton, sank på en tur fra havnen ved Incheon, nær Seoul, til den sydlige ferieø Jeju med mange teenagere om bord.

Se også: Dykkere finder flere lig i koreansk færge

Undersøgelserne har fokuseret på menneskelige fejl eller maskinskader som årsag til forliset.

Det anonyme besætningsmedlem, der var iført en operationsmaske og en baseballkasket, talte kort med journalister på vejen fra et retsmøde tilbage til fængslet.

Se også: Matros: Umuligt at nå redningsbåde på færge

De fleste af de 476 passagerer om bord var gymnasieelever og lærere fra samme skole.

Omkring 250 elever og lærere fra skolen har mistet livet. De bliver mindet ved ceremonier på skolen torsdag, hvor fotos af de mange ofre er begravet i omfattende blomsterbunker.

Se også: Besætningsmedlemmer fra forlist færge tilbageholdes

Overalt i klasseværelser har venner til de savnede lagt breve og skrevet meddelelser på tavlerne:

- Hvis jeg ser dig igen, så siger jeg, at jeg elsker dig, fordi jeg fik aldrig sagt det nok, har en skrevet.

I alt blev 174 reddet, mens 302 andre antages at være druknet ved ulykken 16. april.

Se også: Sydkoreas præsident: Kaptajns handlinger svarer til drab

Da færgen sank, bad besætningen eleverne om at blive i deres kahytter. De fleste af dem adlød ordren, men mange havde ikke hørt, hvad der blev sagt og løb op på dækket. Det var deres held, for de blev reddet.

Redningsmandskabet har fundet liget af en sydkoreansk dreng, som med skælvende stemme var den første, der slog alarm og gjorde det klart, at den overfyldte færge var ved at synke.

Se også: Dreng alarmerede myndigheder om synkende færge

I et nødopkald tre minutter efter, at færgen foretog dens skæbnesvangre drejning, blev drengen stillet igennem til brandvæsnet, der stillede ham videre til kystvagten.

Under efterforskningen af tragedien er der fokus på sikkerhedsmangler om bord og de stående ordrer til besætningen i tilfælde af fare.

Se også: Radiosamtale fra forlist færge: Vi kan umuligt flygte

Anklagemyndigheden fik torsdag politiet til at foretage en ransagning i et departement, som har til opgave at overvåge sikkerheden om bord på passagerskibe i landet.

Myndighederne har også særlig fokus på økonomien i den familie, der havde ansvaret for driften af færgen.

Se også: Sydkoreansk politi anholder kaptajn fra forlist færge

20 besætningsmedlemmer flygtede fra den synkende færge og fordømmes for at have efterladt hundredvis til druknedøden. Skibets kaptajn, Lee Joon-seok, og seks andre besætningsmedlemmer er anholdt, mens fire andre ventes at blive det.