Israel suspenderer palæstinensiske fredsforhandlinger

Ifølge israelsk militærradio suspenderer Israel fredsforhandlinger efter forsoningsaftale mellem Hamas og PLO.

Israels sikkerhedskabinet har torsdag besluttet at suspendere fredsforhandlingerne med Det Palæstinensiske Selvstyre som svar på en forsoningsaftale mellem Hamas og PLO.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, afviser at kommentere situationen, men i en erklæring fremgår det, at "man ikke vil forhandle med en terrororganisation".

- Kabinettet har enstemmigt besluttet, at den israelske regering ikke vil forhandle med den palæstinensiske regering, der er støttet af Hamas - en terrororganisation, der kræver Israel tilintetgjort, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP i en erklæring fra premierminister Benjamin Netanyahus regeringskontor.

Oplysningen kommer efter et seks timer langt møde, hvor Israel samtidig besluttede at indføre økonomiske sanktioner mod Det Palæstinensiske Selvstyre.

Onsdag eftermiddag annoncerede Hamas og PLO, der rummer Hamas' rivaler, Fatah-bevægelsen, at en enhedspagt er blevet indgået. Samarbejdet indebærer blandt andet, at de to parter danner en fælles regering inden for fem uger.

Hamas står på EU's terrorliste, og gruppen anerkender ikke Israels ret til at eksistere.

Allerede onsdag aften aflyste Israel et planlagt fredsmøde med sine palæstinensiske modparter, efter nyheden om enhedspagten.

Palæstinenserne undersøger nu "alle mulige løsninger" som svar på Israels udmelding, skriver nyhedsbureauet AFP.