Ukraines regeringsleder: Rusland vil provokere til krig

Russiske fly krænker ukrainsk luftrum, siger premierminister efter audiens hos fredssøgende pave

Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, var lørdag i Rom. Under en audiens i Vatikanet lovede pave Frans, at han vil gøre 'alt, hvad der er muligt' for at sikre freden i Ukraine.

Men Jatsenjuk kunne senere fortælle, at freden har trange tider.

Han oplyste, at russiske kampfly lørdag har krænket ukrainsk luftrum syv gange.

- Den eneste grund er at provokere Ukraine til at starte en krig, mente han.

Jatsenjuk var i audiens hos paven i 18 minutter. Jatsenjuk havde som gave medbragt et fotografi af Maidan-pladsen i Kijev nytårsaften, hvor titusinder af demonstranter var forsamlet.

- Dette er her, hvor Ukraine kæmpede for sin frihed og ret. Millioner af mennesker, forklarede han paven.

Pavens gave var en kuglepen.

- Jeg håber, at denne kuglepen vil underskrive freden, sagde han.

Da de to sagde farvel til hinanden, lagde paven en hånd på Jatsenjuks bryst og sagde, at 'jeg vil gøre alt, hvad der er muligt' for freden.

En stor del af ukrainerne i det vestlige Ukraine er katolikker, mens mange i det østlige Ukraine bekender sig til den ortodokse kirke.