Fem Nato-soldater dør i helikopterstyrt

Det er ikke oplyst, hvad der fik en Nato-helikopter til at styrte i det sydlige Afghanistan

Fem soldater fra den Nato-ledede styrke i Afghanistan har mistet livet under et helikopterstyrt i det sydlige del af landet.

Det oplyser den internationale styrke i Afghanistan, Isaf.

Det fremgår ikke, hvad der var skyld i, at helikopteren styrtede.

- Isaf er stadig i gang med at undersøge omstændighederne for at kunne fastslå flere kendsgerninger, hedder det.

Det er heller ikke oplyst, i hvilken provins helikopteren styrtede, og hvilken nationalitet de døde soldater har.

Der nævnes i erklæringen fra Isaf intet om, at afghanske oprørere er aktive i det område, hvor det skete.

I december blev seks amerikanske soldater dræbt, da en Blackhawk-helikopter styrtede i den sydlige provins Zabul.

Amerikanske officerer sagde umiddelbart efter, at det var en mekanisk fejl, der sendte helikopteren mod jorden.

Men senere trak de i land og erkendte, at det var Taliban-oprørere der havde skudt helikopteren ned.

I 2011 blev en amerikansk helikopter ramt af Taliban i provinsen Wardak med elitesoldater fra Navy Seal om bord.

30 mistede livet, og det gjorde det til den værste enkeltstående hændelse for de vestlige styrker, siden USA invaderede Afghanistan i 2001.

Alle Natos kampstyrker vil blive trukket ud af Afghanistan inden årets udgang. Der er for øjeblikket 51.000 soldater i landet.