Frankrig advarer om uoverskuelige konsekvenser i Ukraine

Det giver ingen mening at gå i krig med Rusland, men situationen i Ukraine er bekymrende, siger Laurent Fabius

Situationen i Ukraine er meget bekymrende, siger Frankrigs udenrigsminister. (Foto: AP)
Situationen i Ukraine er meget bekymrende, siger Frankrigs udenrigsminister. (Foto: AP)

Situationen i Ukraine risikerer at koge over med uoverskuelige konsekvenser, lyder det fra Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, søndag.

- Situationen er meget bekymrende. Når mennesker piskes til vanvid, og episoder hurtigt formerer sig, kan det altid koge over med uoverskuelige konsekvenser til følge, siger Fabius på fransk tv ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udmeldingen kommer samme aften, som EU-ambassadører skal mødes og diskutere nye sanktioner mod Rusland.

Laurent Fabius understreger dog, at der ikke er tale om krig.

- Det er ikke et spørgsmål om at gå i krig med Rusland, det giver ingen mening. Vi må appellere til en nedtrapning særligt fra russerne og prorusserne i Ukraine, siger han.

Den franske minister siger, at EU-landenes 28 medlemmer mødes i Bruxelles mandag for at "forberede en ny række sanktioner". Han tilføjer, at "amerikanerne forventes at afsløre nye sanktioner, og hvis ting bliver værre, kan en tredje fase komme på tale."

Spændingerne mellem Rusland og Vesten er intensiveret, efter at otte OSCE-observatører fredag blev tilbageholdt af prorussiske separatister i Ukraine.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, kræver søndag, at Rusland bruger sin indflydelse på separatisterne til at få fangerne fri, efter at oprørerne viste fangerne frem for pressen.

- Det er en krænkelse af enhver regel om opførsel og standarder, der eksisterer i situationer som denne.

- Rusland har en pligt til at bruge sin indflydelse på separatisterne, så de tilbageholdte medlemmer af OSCE-missionen kan blive frigivet hurtigst muligt, siger Steinmeier ifølge nyhedsbureauet Reuters i en erklæring.

En af de otte OSCE-observatører har forladt det rådhus, hvor gruppen opholder sig.

Ifølge en talskvinde for separatisterne, Stella Khorosjeva, drejer det sig om en svensk observatør, der er blevet frigivet af helbredsmæssige årsager.

Khorosjeva oplyser samtidig, at der ikke er planer om at frigive andre OSCE-observatører, som af prorusserne bliver anset som krigsfanger. Blandt dem er danske John Christensen, der efter omstændighederne har det godt.