Ekspert: Dansk soldat en brik i spillet om Putins milliarder

OSCE-observatører holdes fanget af pro-russiske separatister

Den danske chefsergent og OSCE-observatør John Christensen blev søndag vist frem på et 'pressemøde' af pro-russiske separatister. Danskeren har været kidnappet i Ukraine siden fredag. (Foto: AP)
Den danske chefsergent og OSCE-observatør John Christensen blev søndag vist frem på et 'pressemøde' af pro-russiske separatister. Danskeren har været kidnappet i Ukraine siden fredag. (Foto: AP)

Den danske chefsergent John Christensen, der fredag blev kidnappet i Ukraine sammen med et hold OSCE-observatører, er blevet en brik i spillet om EU’s sanktioner mod Rusland.

Det vurderer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Peter Munk Jensen.

Han påpeger, at EU-landene i dag skal afgøre, om Rusland skal rammes af flere sanktioner på grund af krisen i Ukraine. Blandt andet har det været fremme, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan blive ramt på privatøkonomien.

Se også: USA til Putin: Nu rammer vi dine milliarder

Tyskland står centralt i drøftelserne om nye sanktioner, og her kan det spille ind, at fire af de tilbageholdte er tyske statsborgere, mener seniorforskeren.

- Tyskland er i forvejen det bløde punkt i forhold til Rusland, fordi de har mange, nære relationer. Derfor mener jeg, at det er sandsynligt, at observatørerne tilbageholdes for at lægge pres på Tyskland, siger seniorforsker Peter Munk Jensen til Ekstra Bladet.

Han er ikke tvivl om, at de pro-russiske separatister har fået grønt lys fra Kreml i Moskva til at holde observatørerne fanget. Han er også sikker på, at observatørerne snart vil blive løsladt.

- Jeg er overbevist om, at de bliver løsladt og i god behold. Rusland har slet ikke råd til, at der sker dem noget, vurderer seniorforskeren.

Se også: Dansk fange i Ukraine: - Jeg har det fint

Men præcis hvornår, observatørerne bliver løsladt, skal ses i forhold til mandagens EU-drøftelser, mener han.

- Hvis EU-landene skærper sanktionerne kan det godt være, at observatørerne bliver tilbageholdt i længere tid som straf. Ellers tror jeg, at observatørerne vil blive frigivet kort efter EU-mødet.

OSCE-observatørerne var fredag på vej til den østukrainske by Slavjansk, da de blev kidnappet af bevæbnede og maskerede mænd.

Vjatjeslav Ponomarjov, der er selverklæret borgmester i Slavjansk, viste søndag sine ’krigsfanger’ frem på et farceagtigt pressemøde på rådhuset i byen, der er højborg for de prorussiske separatister.

Se også: Han holder danske sergent fanget

Det ventes, at EU vil udvide sine sanktioner over for Rusland for at straffe regeringen i Moskva for at underløbe og destabilisere situationen i Ukraine.

Desuden siger Ben Rhodes, der er sikkerhedsrådgiver for præsident Barack Obama, at USA formentlig vil udvide sin sanktionsliste i denne uge.

I forvejen er 33 personer fra Rusland og Ukraine sat på EU's sanktionsliste. De anklages for at have ansvar for, at Rusland har annekteret den ukrainske halvø Krim.

1 af 2 
2 af 2 Den danske chefsergent og OSCE-observatør John Christensen blev søndag vist frem på et 'pressemøde' af pro-russiske separatister. Danskeren har været kidnappet i Ukraine siden fredag. (Foto: AP)