EU sætter navne på sanktionsramte russere

Folk tæt på den russiske præsident Putin rammes af sanktioner fra EU. Prorussiske separatister med på listen

EU har tirsdag offentliggjort navnene på de 15 personer, der bliver ramt af de sanktioner, som EU blev enige om mandag.

Blandt de 15 russere er den russiske vicepremierminister Dimitrij Nikolajevitj Kozak, næstformand for Dumaen Ludmila Ivanovna Shvetsova samt chefen for landets militære styrkers generalstab Vasilevitj Gerasimov. Det meddeler EU-Tidende tirsdag.

Desuden er flere prorussiske separatistledere i Ukraine også på den nye liste.

Personerne bliver blandt andet ramt af indefrysning af formuer og indrejseforbud til Vesten.

I forvejen er 33 personer fra Rusland og Ukraine sat på EU's sanktionsliste.

USA indførte ligeledes mandag nye sanktioner mod syv personer fra Kreml og mod 17 russiske virksomheder med bånd til den russiske præsident, Vladimir Putin. Han vil ikke selv blive ramt direkte, da det vil være for markant en optrapning af konflikten.

De nye europæiske sanktioner er ikke så omfattende som dem, USA havde presset på for at få gennemført. Men det handler om at ramme Putins rige og indflydelsesrige venner.

- Hvis krisen eskalerer yderligere, så er der mulighed for, at vi går videre til fase tre. Indtil nu er der ikke tegn på nogen nedtrapning, så vi mener, at disse foranstaltninger i fase to er passende, sagde EU-Kommissionen mandag i en erklæring.

De såkaldte fase tre-sanktioner drejer sig blandt andet om økonomiske sanktioner mod Rusland.