Lavrov: Ukraine er på randen af borgerkrig

I Ukraine er der en virkelig krig, hvor der bliver anvendt tunge våben, siger russisk udenrigsminister.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at Ukraine er på randen af borgerkrig, hvilket gør det vanskelig at gennemføre et frit og retfærdigt valg senere i denne måned.

- Når ukrainere dræber ukrainere, så mener jeg, at det er så tæt på en borgerkrig, som man kan komme, siger Lavrov i et interview med Bloomberg tv.

- Både i det østlige og i det sydlige Ukraine er der krig, en virkelig krig, hvor der bliver anvendt tunge våben, tilføjer den russiske udenrigsminister.

- Så hvis dette kan betegnes som frie og retfærdige valg, så ved jeg ikke, hvad frit og retfærdigt er, siger han videre.

Ukraine skal ifølge planen holde præsidentvalg den 25. maj.

Men den skrøbelige midlertidige regering i Kijev, der har været ved magten, siden den prorussiske præsident Viktor Janukovitj blev fjernet i februar, fører en offensiv mod separatistiske grupper i navnlig det østlige Ukraine.

Lavrov siger, at oprørerne bør inddrages i vestligt-ledede rundbordsforhandlinger om "national enhed".

- Hvis denne nationale dialog skal lykkes, så er det absolut nødvendigt at sikre lige deltagelse fra alle Ukraines regioner, pointerer han.

Lavrov har i de seneste dage lagt vægt på en øget rolle i Ukraine til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), og Rusland støtter OSCE's involvering i Ukraine og en aftalt køreplan.

Planen fokuserer på at stoppe volden, nedrustning, skabe en dialog på landsplan og støtter den ukrainske regering i at kunne afholde et frit valg i hele landet 25. maj.