Helikopter skudt ned: 14 ukrainske soldater dræbt

En militærhelikopter er blevet skudt ned over det østlige Ukraine. 14 mennesker har mistet livet

Prorussiske rebeller har skudt en ukrainsk militærhelikopter ned over det østlige Ukraine.

14 soldater, herunder en general, er dræbt, siger Ukraines fungerende præsident, Oleksander Turtjinov, ifølge de internationale nyhedsbureauer.

- Jeg har lige fået information om, at terroristerne nær Slavjansk ved hjælp af et russisk transportabelt forsvarssystem har skudt vores helikopter ned, siger præsidenten.

- 14 af vores tjenestemænd er døde, fortæller han til parlamentet i Kijev.

Ifølge BBC blev helikopteren ramt, efter at den havde sat tropper af på en militærbase i området.

En talsmand for separatisterne har tidligere sagt til russiske nyhedsbureauer, at separatisterne havde nedskudt en ukrainsk helikopter i kampe, der stadig stod på i udkanten af Slavjansk.

Den unavngivne talsmand sagde desuden, at "som et resultat af militæraktiviteterne var der ild i en række huse tilhørende civile".

Dødstallet - de 14 dræbte - er et af de højeste blandt ukrainske styrker, siden de voldelige handlinger eskalerede i starten af april.

Tidligere på måneden skød separatister to militærhelikoptere ned, også nær Slovjansk, hvilket kostede to mennesker livet.

Rebellerne siger ifølge BBC, at de mistede op mod 100 mænd, da de mandag forsøgte at tage styringen med lufthavnen i Donetsk, der ligger 130 kilometer fra Slavjansk.

Petro Porosjenko, Ukraines nyvalgte præsident, har lovet at slå ned på de stigende uroligheder i det østlige Ukraine. Han siger, at han vil tage sig af "banditter" og "drabsmænd".