Eksplosion i russisk mine: 15 fanget under jorden

Myndighederne siger, at 90 ud af 105 minearbejdere blev evakueret efter eksplosion ved minen i Prokopjevsk

15 russiske minearbejdere menes at være fanget under jorden efter en eksplosion i en kulmine i Sibirien onsdag, skriver Interfax.

Det russiske nyhedsbureau citerer de lokale myndigheder for, at 90 ud af 105 minearbejdere blev evakueret efter eksplosionen, som skete ved minen i Prokopjevsk.

Eksplosionen skete i Kuzbass-området i Sibirien, som er kendt for at være rig på kul.

Der er endnu ikke nogen officielle meldinger om, hvad ulykken skyldes.

Ulykker forekommer ofte i Ruslands aldrende miner, på trods af adskillige sikkerhedsforbedringer siden Sovjetunionens fald i 1991. Ulykkerne skyldes ofte metangas-eksplosioner eller personlige fejl ved grov uagtsomhed eller manglende overholdelse af sikkerhedsregulationerne.