17 soldater dræbt af selvmordsbombe i Pakistan

En selvmordsbombe dræbte sent lørdag 17 soldater ved en militær kontrolpost i Pakistan

17 pakistanske soldater mistede livet, da en selvmordsbombe lørdag eksploderede ved en militær kontrolpost i det nordlige Waziristan i Pakistan, oplyser militæret.

Ingen har endnu taget ansvar for bomben, som gik af sent lørdag lokal tid, da en vandtankbil bragede ind i den militære vejspærring.

Selvmordsangrebet fik de lokale myndigheder til at indføre udgangsforbud i området, som ligger nær grænsen til Afghanistan i det nordvestlige Pakistan.

Det nordlige Waziristan er uroligt område og et velkendt tilholdssted for militante oprørere med tilknytning til Taliban og al Qaeda.

Angrebet skete kun få timer før landets tidligere præsident, Pervez Musharraf, vendte tilbage til Pakistan efter fire år i selvvalgt eksil i Dubai.

Musharraf tog magten ved et kup i 1999. Han gik af i 2008 efter at have gennemført en del demokratiske reformer og vender tilbage for at deltage i valgkampen op til valget den 11. maj.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere