FN vil undersøge rygterne om kemiske våben i Syrien

FN iværksætter nu en undersøgelse af den mulige brug af kemiske våben i borgerkrigen i Syrien

Rygterne om, hvorvidt der er blevet brugt kemiske våben i borgerkrigen i Syrien, skal nu undersøges til bunds af det internationale samfund.

Det mener FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, der selv vil sætte sig i spidsen for en undersøgelse, der skal klarlægge, om rygterne taler sandt.

- Jeg har besluttet, at jeg skal stå i spidsen for en FN-undersøgelse, der undersøger den mulige brug af kemiske våben nærmere, siger Ban Ki-moon.

Generalsekretæren fortæller, at "den vanskelige undersøgelse" i særlig grad vil fokusere på den syriske regerings påstand om, at oprørerne har affyret kemiske missiler.

Dog opfordrer Frankrig, Storbritannien og USA Ban Ki-moon til at udvide undersøgelsen, så den også kommer til at omfatte rygter om, at præsident Bashar al-Assads styrker har rettet kemiske våben mod oprørerne.

Dette har Ban Ki-moon dog endnu ikke kommenteret.

Den syriske regering har anklaget landets oprørere for at bruge kemiske våben i et angreb på Khan al-Assal nær Aleppo tirsdag. Oprørerne siger modsat, at regeringen iscenesatte angrebet på egen hånd.

Oprørerne hævder også, at regimet gennemførte et nyt angreb med kemiske våben nær Damaskus onsdag.

Ban Ki-moon har imidlertid gjort det klart, at det er episoden i Aleppo, der skal undersøges - selv om han er fuldt klar over påstanden om andre angreb med kemiske våben.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere