Rotter finder 2400 miner

Specialtrænede rotter hjælper det afrikanske land Mozambique med at fjerne lemlæstende rester fra den 16 år lange borgerkrig, der sluttede i 1992

En minerydningsrotte koster omkring 44.000 kroner at træne og har en leve tid på omkring otte år. Sammenlignet med andre minerydningsmetoder er de billige i drift. (Foto: Xavier Rossi/APOPO/WENN.com)
En minerydningsrotte koster omkring 44.000 kroner at træne og har en leve tid på omkring otte år. Sammenlignet med andre minerydningsmetoder er de billige i drift. (Foto: Xavier Rossi/APOPO/WENN.com)

De fleste vil mene, at rotten er et skadedyr, der med alle midler skal bekæmpes og udryddes. Men sådan ser man ikke på dem i det afrikanske land, Mozambique.

Her spiller rotterne nemlig en central rolle i kampen mod de tusindvis af usprængte miner og bomber, som blev spredt med rund hånd rundt i landet under borgerkrigen fra 1976 til 1992.

Men siden 2006, har man haft et særdeles effektivt våben mod de dødbringende våben. Med stor succes har man nemlig brugt specialtrænede rotter til at rydde over seks millioner kvadratkilometer minebefængt terræn. Det skriver det norske nyhedssite VG.no.

Ubegrundet skepsis
Da det belgiske firma, Apopo, første gang introducerede ideen om mineryddende rotter, var man særdeles skeptisk.

- I Mozambique plejer vi at grille og spise rotterne, så vi blev overraskede, da vi opdagede, at de også kunne rydde miner, siger Alberto Augusto fra Mozambiques Nationale Minerydningsinstitut til BBC.

Rotterne, som også går under navnet HeroRats, er da heller ikke almindelige rotter.

I et år trænes de til at kunne opsnuse sprængstofferne og markere, når de finder de sprængfarlige genstande. Herefter slippes de ud i minefeltet.

Med en sele på ryggen fastgjort til et netværk af nøje placerede snore afsøger rotterne systematisk den afrikanske muld.

16.423 miner, bomber og ammunition

Ifølge firmaet bag rotterne, Apopo, er rotterne da også yderst effektive. Firmaet fortæller, at rotterne kan rydde et område på 100 kvadratmeter på en halv time. En opgave der for et menneske ville tage omkring 2 dage.

Og rotternes effektivitet er da også til at tage og føle på.

Siden rotterne blev indsat i kampen mod de lemlæstende sprængstoffer har de fundet 2406 miner, 996 usprængte bomber og 13.025 våben og ammunition.

Ikke overraskende er Alberto Augusto fra Mozambiques Nationale Minerydningsinstitut også godt tilfreds med sine nye arbejdere.

- Det er ikke normale rotter. De er specielle og gør et fantastisk arbejde, siger han til BBC.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere