FN: 70.000 har mistet livet i Syrien-konflikt

I omegnen af 70.000 har måtte lade livet i borgerkrigen af Syrien, siger FN's chef for menneskerettigheder

Dødstallet for den langvarige og blodige borgerkrig i Syrien nærmer sig skræmmende 70.000, siger FN's menneskerettighedskommissær, Navi Pillay.

Det vides dog ikke præcist, hvor mange der har måtte lade livet i de knap to år, konflikten mellem Bashar al-Assads styre og oprørere har stået på, fordi der ikke findes nogen officielle opgørelser over antallet af ofre.

I sidste måned vurderede menneskerettighedschefen, at dødstallet var nået op på 60.000.

- Det tal nærmer sig formentlig nu 70.000, sagde Navi Pillay ved et sikkerhedsrådsmøde om, hvordan civile kan beskyttes i konflikten.

Navi Pillay fordømmer samtidig endnu engang FN's Sikkerhedsråds manglende evne til at blive enige om, hvilke tiltag der skal iværksættes i den nu 23 måneder lange konflikt.

- Den manglende enighed om Syrien og den deraf følgende passivitet har været katastrofal, og civile på begge sider af konflikten har betalt prisen, siger hun.

Rusland og Kina har blandt andet tre gange brugt deres beføjelser som permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet til at blokere beslutninger, der ville have ført til sanktioner mod de stridende parter, anfører sydafrikanske Pillay.

Konflikten blev i marts 2011 indledt med fredelige demonstrationer mod præsident Assad og hans regime.

Men i takt med regimets brutale reaktion på demonstrationerne udviklede kontroversen sig til en væbnet opstand.

Siden er tabstallene blandt oprørere, soldater og civile vokset eksplosivt, og det vides altså stadig ikke præcist, hvor mange der er døde.

- Vi har ikke været i stand til at verificere omstændighederne ved hvert eneste dødsfald, til dels på grund af konfliktens natur, og til dels fordi vi ikke har fået tilladelse til at komme ind i Syrien siden urolighedernes start i marts 2011, sagde Pillay i sidste måned.

Assad-familien har styret Syrien siden 1970.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere