Eksplosion koster ni russiske minearbejdere livet

Metangas er eksploderet i russisk kulmine. Det er lykkedes de fleste minearbejdere at slippe ud i tide

En eksplosion i en kulmine har kostet ni minearbejdere livet i det nordligste Rusland.

Det oplyser det russiske indenrigsministerium.

Otte frygtes fortsat at være indespærret i minen.

Det russiske katastrofeministerium havde tidligere mandag oplyst, at 18 minearbejdere var fanget i minen Vorkutinskaja, der ligger i regionen Komi.

Ifølge ministeriet var det formentlig en høj koncentration af metangas, der var skyld i eksplosionen.

- Vores redningshold har først lige bevæget sig ind i minen, sagde en talsmand for katastrofeministeriet.

Der var 259 folk i minen, da eksplosionen skete, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Det lykkedes de fleste at komme ud i tide.

Ulykker som følge af høje koncentrationer af metangas er hyppige i den russiske kulmineindustri, selvom der de seneste år er gjort flere tiltag for at øge sikkerheden for minearbejderne.

I 2010 mistede 68 mennesker livet ved to gaseksplosioner i Ruslands største underjordiske kulmine, Raspadskaja, i den sibiriske region Kemerovo.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere