Eksiliranere dræbt i angreb på lejr i Irak

Flere iranske oppositionelle er dræbt i et granatangreb mod en lejr i Irak

Et granatangreb mod en lejr i Irak, der huser eksiliranere, har kostet flere mennesker livet, oplyser FN.

- En række irakiske politimænd blev også såret. Vi har ikke det nøjagtige antal, siger Eliana Nabaa, som er talskvinde for FN i Irak.

En irakisk embedsmand siger, at fem er dræbt, og flere end 20 er såret, efter at Liberty-lejren tidligt lørdag blev angrebet med granater.

Lejren huser omkring 3000 iranske oppositionsfolk fra gruppen Mujahadin-e-Khalq (MEK). En talsmand for gruppen siger, at seks er dræbt, og 50 er såret.

Gruppen stod indtil for nylig opført på USA's terrorliste, og både Irak og Iran regner fortsat Mujahadin-e-Khalq som en terrorgruppe.

De irakiske myndigheder flyttede i september sidste år størstedelen af de iranske oppositionelle fra Ashraf-leiren, hvor de havde opholdt sig i årtier.

Lejren blev i sin tid oprettet på Saddam Husseins initiativ under krigen mod Iran i 1980'erne. Efter diktatorens fald faldt eksiliranerne i unåde hos myndighederne i Bagdad.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere