Fire politibetjente bortført i Irak

I forbindelse med mord på 11 personer i Irak er 10 blevet bortført - blandt andet fire politifolk.

Volden i Irak tager til i styrke.

Lørdag blev 11 mennesker således dræbt. Iblandt ofrene var en politibetjent, hans kone og deres to børn.

Desuden kidnappede bagmændene op til 10 personer, blandt andet fra politiet.

Talsmanden for Iraks forsvarsministerium, Mohammed al-Askari, bekræftede antallet af kidnappede over for irakisk tv.

Ifølge ham er fire politibetjente, fire grænsevagter og to civile blandt de 10 kidnappede.

Angrebet er det sidste i rækken af voldelige sammenstød, der har dræbt mere end 270 mennesker siden starten af maj.

Så sent som fredag, blev fredagsbønnen forvandlet til et blodigt mareridt for sunnimuslimer i den irakiske by Baquba nord for landets hovedstad, Bagdad.

Mindst 38 mennesker mistede livet ved to store eksplosioner uden for en moské i byen. Den første eksplosion skete efter fredagsbønnen, og da folk stimlede sammen ved ulykkesstedet, detonerede en ny bombe.

Antallet af angreb på sunni-moskeer, shia-moskeer, sikkerhedsstyrker og klanledere er steget, siden sikkerhedsstyrker foretog en razzia i en sunni-lejr i Kirkuk for en måned siden.

Det har skabt bekymring for, at de krigslignende tilstande vil blusse op igen. De første fem måneder af 2013 har været de mest voldelige i lang tid i Irak.

Spændingerne er på sit højeste nu, efter de sidste amerikanske soldater forlod landet i 2011.