Kraftigt jordskælv ved Chile: Mindst fem døde

Fire mænd og en kvinde har mistet livet efter voldsomt jordskælv, som også udløste mindre tsunami ved Chile. Alle varsler er dog ophævet onsdag morgen

Er du i Chile, og mærkede du jordskælvet? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Et voldsomt jordskælv, der målte 8,2 på Richterskalaen, har kostet mindst fem mennesker livet, oplyser de chilenske myndigheder.

Der er tale om fire mænd og en kvinde, skriver CNN og tilføjer, at to døde af hjertestop, mens tre blev knust til døde.

Jordskælvet ramte natten til onsdag dansk tid i Stillehavet ud for Chiles kyst og udløste en mindre tsunami, der ramte den nordlige del af Chile. Tsunamiens højde blev målt til cirka to meter, og der blev udsendt tsunamivarsler for hele den syd- og centralamerikanske vestkyst, men de varsler er nu ophævet.

Se også: Kraftigt jordskælv ud for Chile udløser tsunami

Det kan dog ikke udelukkes, at jordskælvet har kostet flere menneskeliv eller gjort større skade, end myndighederne har kendskab til nu.

- Faktum er, at vi først kender omfanget af skaderne, som tiden går, og vi får undersøgt de ramte områder i daglys, siger Chiles præsident Michelle Bachelet.

- Landet har taklet denne første krise rigtig godt, tilføjer hun.

Skælvet, der ramte klokken 20:46 lokal tid, havde en dybde på 10 kilometer under havoverfladen og ramte omkring 99 kilometer nord for minebyen Iquique på Chiles nordlige kyst.

Hele Chiles nordlige kyst blev efterfølgende 'præventivt evakueret', men den værste fare meldes altså overstået.

Der er efterfølgende registreret adskillige mindre efterskælv, og Chiles myndigheder har desuden meldt ud, at der skulle være sket jordskred, der blokerer flere veje.

Jordskælvet er langt fra det første - eller kraftigste - i og omkring Chile. For eksempel ødelagde et jordskælv på 8,8 i februar 2010 adskillige byer i det centrale og sydlige Chile, og omkring 500 mennesker mistede livet, skriver Ritzau.