Signal fra fly hørt i ekstrem dybde

Jagten fortsætter på forsvundne fly MT370: Første signal varede i 2 timer, 20 minutter og 13 sekunder - på ekstrem dybde

Australske myndigheder har her til morgen (ca. 5.30 dansk tid) bekræftet allersidste nyt i sagen om det forsvundne malaysiske fly MT370.

Endnu er hverken flyvrag eller de famøse sorte bokse dukket op, men under en pressekonference i Perth, Australien, kom landets forsvarsminister og lederen af eftersøgningen Angus Houston med fakta omkring den sidste dags søgning:

- Vi har endnu ikke fundet vraget, og vi har ikke fået signaler i et stykke tid. Det er en meget meget svær operation. Vi kan ikke have flere skibe i vandet i samme område af gangen, fordi det forurener lyden for at opfange flere signaler, forklarede Angus Houston på pressekonferencen.

Han understregede også, at myndighederne fortsat ikke kan bekræfte med sikkerhed, at de opfangede signaler i det sydlige Indiske Ocean stammer fra det forsvundne fly.

De signaler, som er blevet opfanget under vandet, er dog blevet registreret på 'meget meget dybt vand' - og mere specifikt i en dybde af ca. 4.500 meter.

Det første signal, der blev registreret, fortsatte i præcist 2 timer, 20 minutter og 13 sekunder, før det igen forsvandt.

Det malaysiske fly MT370 forsvandt den 8. marts. Det er nu 32 dage siden og myndighederne frygter, at batterierne på de sorte bokse er ved at slippe op.

- Normalt kan de holde i 30 dage. Men det er vores erfaring fra verden over, at de kan holde længere. Det vil sige op til måske 45 dage, lød det under pressekonferencen.

Her slog forsvarsminister Johnson også fast:

- Vi fortsætter eftersøgningen. Og den kommer til at vare flere dage. Det er meget langsommeligt arbejde, men vi er meget mere optimistiske end før, så vi stopper ikke søgningen.