Ukraine: Kriminelle med sprængstoffer har taget 60 gidsler

Ukrainske sikkerhedsstyrker siger, at separatister har anbragt sprængstoffer i belejret bygning i Lugansk. 60 personer tilbageholdes ifølge Reuters

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Situationen i det østlige Ukraine eskalerer, og tirsdag har en gruppe taget 60 personer som gidsler.

Prorussiske separatister i Ukraine har placeret sprængstoffer i en bygning, som de har belejret i byen Lugansk i den østlige del af landet.

De tilbageholder i øjeblikket 60 personer, lyder det fra ukrainske sikkerhedsstyrker (SBU), som er kilde til oplysningen.

- Sikkerhedsstyrkernes anti-terrorenhed fastslår, at kriminelle har lagt miner ud ved bygningen, og de tilbageholder 60 personer, som de truer med våben og sprængstoffer, skriver sikkerhedsstyrkerne i en pressemeddelelse.

De seneste dage har en række byer i det østlige Ukraine været ramt af uro og forsøg på at udråbe selvstændige regioner.

Søndag aften belejrede prorussiske demonstranter SBU's hovedkvarter i Lugansk.

Politiet meddelte mandag, at de prorussiske aktivister havde skaffet sig våben.

En mand klædt i camouflagetøj talte til folk, som stod samlet uden for bygningen tirsdag.

Han krævede en folkeafstemning om Lugansk' status og at russisk bliver det officielle sprog.

Forsamlingen svarede med at råbe 'Rusland, Rusland'.

USA's udenrigsminister har tidligere tirsdag anklaget Rusland for at stå bag den aktuelle uro i Ukraine.

John Kerry hævder, at russerne har sendt agenter til Ukraine, hvor de "skaber kaos", og amerikanerne truer samtidig med yderligere sanktioner imod Rusland.