Bombe dræber mindst 23 på pakistansk grøntmarked

Eksplosionen skete midt i morgenmylderet, hvor mange var kommet for at handle. 39 blev såret

Mindst 23 personer er omkommet efter en eksplosion nær den pakistanske hovedstad, Islamabad, onsdag morgen.

39 andre blev såret af bomben, der sprang på et frugt- og grøntmarked i morgentimerne i byen Rawalpindi, hvor massevis af mennesker var kommet for at handle.

Bomben var blevet gemt i en kasse med guavafrugt og detonerede midt i morgenmylderet, lyder det fra politiet.

Rawalpindi, hvis forstæder når helt til hovedstaden, er hjemsted for det magtfulde pakistanske militærhovedkvarter. Bomben eksploderede dog langt fra militærbygningerne, og motivet er uklart. Endnu har ingen taget skylden for eksplosionen.

Pakistan holder i øjeblikket fredssamtaler med den pakistanske gren af Taliban. Der er indgået våbenhvile indtil 10. april, men massevis af andre militante grupper opererer i landet.