Mange frygtes dræbt af bombe nær Nigerias hovedstad

Stor eksplosion har mandag raseret en busstation i udkanten af Nigerias hovedstad. Dødstallet er endnu ukendt

Mange mennesker er dræbt, efter at en kraftig eksplosion mandag morgen har rystet en travl busstation i udkanten af Nigerias hovedstad, Abuja.

Det er endnu uklart, hvor mange ofre der er tale om, men ifølge den lokale avis Premium Times frygtes det, at over 200 personer er døde i eksplosionen.

Den nigerianske avis The Guardian skriver, at mindst 50 personer er dræbt, mens vidner oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at der nok nærmere er tale om 20 døde.

Flere køretøjer, herunder 12 busser, er ødelagt i angrebet, skriver Premium Times.

Nigerianske myndigheder bekræfter, at der er tale om en eksplosion, og at der var mange pendlere på stedet, som var på vej til hovedstaden.

Ingen har foreløbig påtaget sig skylden for eksplosionen, men mistanken vil sandsynligvis rette sig mod den islamistiske militante gruppe Boko Haram, der står bag mange blodige angreb i Nigeria.