Ukraines hær: Prorussere erobrer vores militære udstyr

Prorussiske aktivister har erobret flere pansrede mandskabsvogne fra det ukrainske militær

Under den tilspidsede situation i det østlige Ukraine har prorussiske separatister onsdag erobret seks pansrede mandskabsvogne fra det ukrainske militær.

- En kolonne blev blokeret af en lokal menneskemængde i Kramatorsk sammen med medlemmer af en russisk terroristgruppe, hedder det i en udtalelse fra det ukrainske forsvarsministerium.

- Derefter erobrede ekstremisterne det militære udstyr.

Ifølge udtalelsen er mandskabsvognene nu i Slavjansk, hvor de beskyttes af "folk i uniformer, som ikke har nogen forbindelse med de væbnede styrker."

Ukrainske sikkerhedsstyrker beskylder russiske agenter - de samme som ifølge sikkerhedsstyrkerne stod bag erobringer på sortehavshalvøen Krim - for at stå bag uroen i det østlige Ukraine.

Disse beskyldninger er baseret på russisk radioinformation, som sikkerhedsstyrkerne har opsnappet.

En prorussisk gruppe har desuden taget to ukrainske soldater som "gidsler", oplyser Ukraines forsvarsministerium.

- En soldat og en officer er taget som gidsler i den separatistiske region Lugansk, siger ministeriet.

De to soldater er blevet bragt til et ukendt sted. De blev taget som gidsler, da de var ved at reparere deres køretøj.

Samtidig blev rådhuset i Donetsk besat af en prorussisk milits. Omkring en halv snes offentlige bygninger er besat af aktivister, hvoraf nogle er bevæbnede.

Myndighederne i Kijev, der støttes af Vesten, beskylder Rusland for at koordinere og opildne til angrebene for at destabilisere regionen, hvilket kan resultere i, at Moskva annekterer mere ukrainsk territorium, som det er sket på Krim.

Toppolitikere fra USA, Rusland, EU og Ukraine mødes torsdag i Geneve i et forsøg på at komme nærmere en diplomatisk løsning på krisen.