Ny storm saboterer søgning efter dødsfly

Stadig ikke så meget som en enkelt vragdel fundet af MH 370

(FOTO: AP)
(FOTO: AP)

En ny storm i området ud for Perth i Australien forhindrer nu endnu en gang eftersøgningen af dødsflyet fra Malaysian Airlines. Ti fly har tirsdag været i luften for at lede efter vragdele. Men alle vendte tilbage til basen uden nye oplysninger.

Omkring 49.500 kvadratkilometer havområde er ved at blive undersøgt for at finde forklaringen på, hvorfor MH370 pludselig ændrede kurs på vej til Beijing i Kina og styrtede ned i havet ud for den australske kyst.

Ti skibe har også deltaget i eftersøgningen tirsdag, oplyser nyhedsbureauet AP.

For farligt nu
- De nuværende vejrforhold - med høje bølger og dårligt udsyn - gør at det er for farligt at fortsætte eftersøgningen med fly for øjeblikket, lyder det fra de australske myndigheder, der koordinerer indsatsen.

En undervandsbåd afsluttede tirsdag dens niende og seksten-time lange scanning af havbunden. Men heller ikke den opfangede interessante signaler. Flyets sorte bokse er formentligt holdt op med at sende.

Bliver ved
Den malaysiske forsvarsminister, Hishammuddin Hussein, siger, at hvis der ikke bliver fundet vragdele i området, vil eftersøgningen blive udvidet eller også vil der blive taget andre og nye midler i brug.

MH370 forsvandt den 8. marts med 239 passagerere om bord. Flyet lettede fra Kuala Lumpur med kurs mod Beijing.

Senere skiftede flyet både flyvehøjde og kurs adskillige gange, lige som al kontakt til flyet forsvandt.