Nye beskyldninger om kemisk krig i Syrien

Det syriske styre, der har udskrevet præsidentvalg i juni, har måske brugt kemiske våben igen

Der bliver fremsat nye beskyldninger om, at præsident Bashar al-Assads regime i Syrien har anvendt kemiske våben tidligere i denne måned trods en international aftale om at tilintetgøre landets kemiske arsenal.

Både USA og Frankrig har henvist til de nye tegn på, at kemiske stoffer er blevet anvendt på et tidspunkt, hvor Syrien planlægger et præsidentvalg, der i Vesten er blevet kritiseret for at være en farce.

Se også: Syrerne skal til præsidentvalg i juni

- Vi ser indikationer på brug af giftigt, industrielt affald - formentlig klor - er blevet anvendt i Syrien i denne måned i landsbyen Kafr Zita, som domineres af oprørerne, siger en talsmand fro Det Hvide Hus, Jay Carney.

- Vi er ved at undersøge beskyldninger om, at regeringen står bag, tilføjer han.

Der har været modstridende rapporter om et klorangreb i landsbyen.

Se også: Frankrig: Måske angriber Assad fortsat med kemiske våben

Den franske præsident, François Hollande, siger, at Paris har oplysninger om, at Syrien stadig anvender kemiske våben. Men han understreger, at Frankrig ikke har beviser.

Syrien vil trods den blodige borgerkrig, der har kostet over 150.000 mennesker livet, holde præsidentvalg i Syrien den 3. juni. Meddelelsen kom mandag.

Præsident Bashar al-Assad har tidligere sagt, at han agter at genopstille. Hans embedsperiode udløber den 17. juni.

Se også: 80 procent af Syriens kemiske våben er destruerede

Parlamentsformanden siger ikke noget om, hvordan det overhovedet skal kunne lade sig gøre at gennemføre et præsidentvalg.

Der er kamphandlinger mange steder i landet, og store områder er under de syriske oprøreres kontrol.

Kandidater, der agter at stille op til præsidentvalget, skal have været bosiddende i Syrien i mindst 10 år, og det afskærer oppositionsledere, der lever i eksil, fra at stille op.