Bjergguider på Everest dropper klatresæson efter lavine

De guider, der hjælper hundredvis af klatrere til Mount Everests tinde, dropper sæson for at ære lavines ofre

Sherpaer tjener mellem 16.000 kroner og 32.000 kroner på en sæson. (Foto: AP)
Sherpaer tjener mellem 16.000 kroner og 32.000 kroner på en sæson. (Foto: AP)

Bjergbestigere fra hele verden risikerer at måtte droppe drømmen om at nå toppen af Mount Everest i år.

De nepalesiske bjergguider - de såkaldte sherpaer - har torsdag besluttet at droppe dette års klatresæson, efter at en lavine i sidste uge kostede 16 af deres kolleger livet.

Beslutningen betyder, at hundredvis af udenlandske klatrere venter i en lejr på bjerget uden at vide, hvornår eller om de kommer til at nå den famøse bjergtinde. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi har haft et langt møde i eftermiddag, og vi har valgt at stoppe vores klatring i år for at ære vores faldne brødre. Alle sherpaer står sammen om denne beslutning, siger den lokale guide Tulsi Gurung til AFP.

- Nogle af guiderne har allerede forladt området, og andre vil pakke deres ting sammen og tage af sted i løbet af en uge, siger Tulsi Gurung.

Hans bror er en af dem, der stadig er savnet, efter at en voldsom lavine ramte Mount Everest fredag og dræbte 13 sherpaer, mens tre stadig savnes. De sidste tre formodes dog døde i sne- og ismasserne.

- 16 mennesker døde på dette bjerg på den første dag, vi klatrede. Hvordan kan vi træde på det nu, siger en anden guide, Pasang Sherpa, til AFP.

Sherpaernes arbejde består i at hjælpe bjergbestigere op ad bjerget ved at bære udstyr og mad. Derudover sørger de for, at sikkerheden på bjerget er bedst muligt for at minimere faren for klatrerne.

For at finde en løsning på krisen tog en række vestlige bjergbestigere op til lejren, men de melder om en anspændt stemning.

Sherpaerne kræver blandt andet, at der bliver udbetalt en erstatning på knap 55.000 kroner til familierne til de dræbte og sårede. Ifølge de vestlige bjergbestigere handler det dog også om respekt for de afdøde.

- De (sherpaerne, red.) har afgjort, at det ikke kun handler om kompensation. De føler, at de er nødt til at lukke Mount Everest ned for i år til minde for de døde, siger den amerikanske bjergbestiger Ed Marzec.

Nepals regering har udstedt 734 tilladelser til at bestige bjerget i år på 32 ekspeditioner. 400 af tilladelserne er givet til guider.