Tornado jævner 50 huse med jorden

Flere tornadoer har raseret centrale og sydlige delstater i USA

Hele nabolag er jævnet med jorden i byerne Mayflower og Vilonia i den amerikanske delstat Arkansas. (Foto: AP)
Hele nabolag er jævnet med jorden i byerne Mayflower og Vilonia i den amerikanske delstat Arkansas. (Foto: AP)

Dødstallet er steget til 18 mennesker, efter at en række voldsomme tornadoer har hærget flere amerikanske delstater, oplyser lokale medier.

Værst er det gået ud over delstaten Arkansas, hvor 16 personer har mistet livet. Desuden meldes en person dræbt i henholdsvis Oklahoma og Iowa.

Tornadoerne hærgede især byerne Mayflower og Vilonia, der ligger i den nordlige del af Arkansas.

- Det er kaos her. Byens centrum er fuldstændig jævnet med jorden, siger Vilonias borgmester, James Firestone, til CNN.

Redningsfolk med hunde er i færd med at lede efter overlevende i ruinerne, og myndighederne frygter, at dødstallet vil stige.

I Vilonia, en by med 3500 indbyggere, er et helt nabolag på omkring 50 huse fuldstændig forsvundet - med undtagelse af bygningernes fundament.

USA's nationale vejrtjeneste advarer om, at flere tornadoer samt tordenvejr kan være på vej.

Over 10 tornadoer har søndag buldret gennem den centrale og sydlige del af USA. Bygninger er beskadiget eller ødelagt, mens træer og el-master er væltet omkuld.

Ud over Arkansas og Oklahoma har der været meldinger om tornadoer i delstaterne Iowa, Kansas, Nebraska og Missouri.

Præsident Barack Obama, der befinder sig på en rundrejse til fire lande i Asien, lover, at centralregeringen vil yde hjælp til de berørte områder.



Beboelsesvogne blev kastet rundt af det voldsomme uvejr. (Foto: AP)
Beboelsesvogne blev kastet rundt af det voldsomme uvejr. (Foto: AP)


1 af 2 Redningshold med hunde leder efter overlevende i ruinerne. (Foto: AP)
2 af 2 Hele nabolag er jævnet med jorden i byerne Mayflower og Vilonia i den amerikanske delstat Arkansas. (Foto: AP)