Skudramt borgmester i Ukraine forsat i livsfare

Borgmesteren i byen Kharkiv, Gennadij Kernes, blev skudt af ukendte gerningsmænd tidligere mandag

Borgmesteren i Ukraines næststørste by er blevet opereret, efter han blev livsfarlig såret af skud i ryggen tidligere mandag.

Ifølge det ukrainske nyhedsbureau Interfax er Gennadij Kernes, der er borgmester i Kharkiv, fortsat i yderste livsfare efter operationen.

Hen under aften var han fortsat bevidstløs, og ifølge chefkirurgen på hospitalet vil hans liv være i fare de næste dage.

Kharkiv er en by med store spændinger, efter at prorussiske separatister forgæves har forsøgt at tage magten i området.

En kommunal talskvinde siger, at den 54-årige Kernes enten var på sin cykel eller ude at løbe, da han blev skudt af en person, der formentlig havde gemt sig i et stykke skov.

Hans sikkerhedsvagter fulgte efter ham i en bil, men de var ikke tæt nok på til at forhindre, at han blev skudt ned.

Ukraines viceindenrigsminister, Serhij Jarovij, siger, at politiet er i gang med at undersøge, om hans nedskydning har noget at gøre med fængslingen af 13 prorussere søndag. De beskyldes for at have fremstillet benzinbomber.

- En af de primære versioner af begivenhederne er, at det er en reaktion fra separatisterne på de seneste begivenheder i Kharkiv, siger han.

Kernes er en af Ukraines mest prominente jødiske politikere. Han er tidligere i 1990'erne sat i forbindelse med organiseret kriminalitet og har i en årrække arbejdet for statslige virksomheder i Kharkiv, inden han nedsatte sig som privat forretningsmand.

Gennadij Kernes har været borgmester i Kharkiv siden november 2010. Han er kendt for at være prorussisk, men han anerkender den nye overgangsregering i hovedstaden Kijev.