Militæranalytiker: Russisk invasion kan være tæt på

Russisk militærøvelse kan varsle invasion af Ukraine, men Putin har mere at vinde ved at vente, vurderer dansk ekspert

Ukrainske soldater slog i dag til mod vejspærringer, som pro-russiske separatister havde opstillet i det østlige Ukraine. Rusland reagerede på aktionen ved at indlede en militærøvelse tæt på grænsen til Ukraine. (Foto: AP)
Ukrainske soldater slog i dag til mod vejspærringer, som pro-russiske separatister havde opstillet i det østlige Ukraine. Rusland reagerede på aktionen ved at indlede en militærøvelse tæt på grænsen til Ukraine. (Foto: AP)

Konflikten i Ukraine er gået ind i en afgørende fase, hvor den tilspidsede situation med en russisk militærøvelse tæt på grænsen kan resultere i en regulær krig.

Det vurderer Peter Kim Laustsen, der er fungerende chef for Institut for Strategi i Forsvarsakademiet.

- De næste 24-48 timer vil vise, om Rusland vil benytte denne militærøvelse til at invadere Ukraine, siger militæranalytiker Peter Kim Laustsen til Ekstra Bladet.

Situationen eskalerede torsdag, da ukrainsk militær rykkede frem mod Slavjansk i det østlige Ukraine, hvor pro-russiske separatister har taget kontrol over en række officielle bygninger.

Svaret kom prompte, da russisk militær gik i gang med en stor øvelse tæt på grænsen til Ukraine, hvor Rusland har opmarcheret omkring 40.000 soldater.

Politik Putin og krudttønden Ukraine

Peter Kim Laustsen påpeger, at militærøvelser tidligere har været anvendt som en indledende manøvre forud for en egentlig invasion af et andet land.

Men han vurderer, at præsident Vladimir Putin har mere at vinde ved at slå koldt vand i blodet.

- Putin er et meget rationelt og kalkuleret menneske. Han ønsker at knytte Ukraine tættere til Rusland. Hvis han angriber Ukraine, kan han opnå det modsatte og fremstå som skurken i spillet, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, Putin ønsker at holde gryden i kog og på længere sigt få en række indrømmelser i forhold til regeringen i Kijev og for det russiske mindretal i Ukraine.

Vagthund Hos den hårde kerne i Donetsk

Det var ikke helt klart, hvad der skete, da ukrainske soldater torsdag morgen slog til mod de pro-russiske separatister i Slavjansk.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev fem pansrede mandskabsvogne samt helikoptere fra Ukraines militær benyttet til aktionen.

Det blev hørt skud og eksplosioner. Et par timer efter trak styrkerne sig imidlertid tilbage, hvorefter en prorussisk milits igen indtog de stillinger, den ellers havde forladt.

Ukraines regering oplyser, at ’op til fem terrorister blev elimineret’ og tre vejspærringer ødelagt i aktionen.

Tæt på Grafik: Sådan står russerne i Ukraine

Præsident Vladimir Putin stemplede Ukraines militæraktion som en forbrydelse mod det russiske mindretal.

- Det er en straffeoperation, og det vil selvfølgelig føre til konsekvenser for de folk, der træffer sådanne beslutninger, lød det fra Putin i et interview med russisk presse.

1 af 2 Ifølge den ukrainske regering omkom fem pro-russiske separatister ved aktionen. Vladimir Putin betegner aktionen som en forbrydelse mod det russiske mindretal i Ukraine. (Foto: AP)
2 af 2 Ukrainske soldater slog i dag til mod vejspærringer, som pro-russiske separatister havde opstillet i det østlige Ukraine. Rusland reagerede på aktionen ved at indlede en militærøvelse tæt på grænsen til Ukraine. (Foto: AP)