Ukraine: Et stort angreb på oprørerne er i gang

Nyhedsbureau melder om kraftig artilleribeskydning omkring landsbyen Karlivka i det østlige Ukraine.

Ukraine har iværksat et omfattende angreb vest for byen Donetsk, hvor de prorussiske separatister har forskanset sig.

Det oplyser det ukrainske indenrigsministerium.

Den militære operation er iværksat "langs flere dele af fronten", hedder det.

Medarbejdere fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig 30 kilometer vest for Donetsk, siger, at de kan høre kraftig artilleribeskydning omkring landsbyen Karlivka.

Tidligere på dagen var der meldinger om store ukrainske troppekoncentrationer syd for Donetsk.