Israel: Flygt inden klokken 08.00

Hamas: Det er bare psykologisk krigsførelse 

Arkivfoto: Hatem Moussa, AP
Arkivfoto: Hatem Moussa, AP

Det israelske militær har rådet over 100.000 beboere i den nordlige del af Gazastriben til at forlade deres boliger inden onsdag morgen klokken otte.

Advarslen, der blev givet i indtalte telefonbeskeder sent tirsdag aften, skal forhindre, at civile kommer til skade i forbindelse med israelske angreb, skriver Jerusalem Post.

Hamas-bevægelsen opfordrer beboerne til at ignorere advarslerne og siger, at de er en del af Israels "psykologiske krigsførsel", skriver avisen.

Mindst 192 palæstinensere har mistet livet, og flere end 1100 er blevet såret siden tirsdag i sidste uge, da Israel indledte sine bombardementer mod militante palæstinensere fra Hamas i Gazastriben. Ikke desto mindre skal de fleste dræbte være civile.

Premierminister Benjamin Netanyahu sagde tirsdag aften, at Israel nu vil udvide og intensivere sin offensiv mod mål i Gazastriben, efter at Hamas har fortsat sine angreb i stedet for at gå med til en våbenhvile foreslået af Egypten.

140 raketter mod Israel
Tirsdag mistede en 37-årig israeler livet, da en raket affyret fra Gaza slog ned i nærheden af grænseovergangen Erez. Det er det første dødsoffer på israelsk side i denne konflikt.

Ifølge Jerusalem Post blev der tirsdag sendt omkring 140 raketter ind over israelsk territorium fra Gaza. Angrebene er fortsat efter midnat.

Samtidig skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Ma'an, at to palæstinensere er blevet dræbt, og fire personer er såret under et israelsk luftangreb mod et mål i byen Rafah natten til onsdag.

Ingen meldinger
Det israelske sikkerhedskabinet afsluttede efter midnat et fire timer langt møde, hvor det ifølge den israelske avis Haaretz blev drøftet, om Israel skal optrappe den militære indsats. Der er ikke kommet nogle officielle meldinger fra sikkerhedskabinettet efter mødet.

Den norske avis VG har besøgt en af de skoler, hvor omkring 17.000 palæstinensere har søgt tilflugt. Avisen beretter onsdag morgen om stor frustration blandt de evakuerede.

En kvinde fortæller, hvordan det nu er tredje gang på seks år, at hun har måttet sit hjem i Gaza på grund af israelske angreb.

'Jeg hader Gaza'
- Jeg hader Gaza, jeg hader det som sker, og jeg hader mit liv her. Det er ikke muligt at leve et værdigt liv her. Jeg bliver så ked af det, at jeg bare græder af frustration, siger kvinden til VG.no.

Kvinden er, som de fleste andre på Al-Shati-skolen fra Beit-Lahia, som ligger i den nordlige ende af Gaza-striben.

- Der er næsten ingen tilbage der. Alle har forladt byen. Den er øde som en spøgelsesby, siger kvinden til den norske avis.