Putin efter flystyrt: Ukrainsk krise må stoppes hurtigt

Ruslands præsident opfordrer til, at der gennemføres en upartisk undersøgelse af flykatastrofen over Ukraine

Putin udtaler sig om flystyrtet (Foto: AP)
Putin udtaler sig om flystyrtet (Foto: AP)

Den russiske præsident, Vladimir Putin, mener, at den formodede nedskydning af et passagerfly fra Malaysian Airlines over det østlige Ukraine understreger behovet for en øjeblikkelig løsning af den ukrainske konflikt.

- Lederen af den russiske stat understreger, at tragedien endnu en gang belyser behovet for en hurtig og fredelig løsning på den akutte krise i Ukraine, lyder det i en udtalelse fra Kreml.

I en telefonsamtale med den hollandske premierminister, Mark Rutte, opfordrer Putin til, at der gennemføres en "dybdegående og upartisk" efterforskning af ulykken.

Se også: Aids-bevægelse sørger over tabet af kolleger i flystyrt

154 af de 298 ombordværende på det ulykkesstedet fly var hollandske statsborgere.

Det er endnu ikke klart, om der var danskere om bord på flyet.

De ukrainske myndigheder har fredag morgen besluttet at lukke luftrummet over de østlige dele af Ukraine, hvor centralstyret i den seneste tid har forsøgt at bekæmpe de prorussiske separatister.

Myndighederne siger, at luftrummet er fuldstændig lukket over de østlige regioner Donetsk og Lugansk, hvor kampene har været værst.

Pudji sammen med sønnen Pasha. De blev afvist og ombooket. Det reddede deres liv. (Foto: Facebook) Krig & katastrofer - 18. jul. 2014 - kl. 07:28 MH17 over-booket: Flere børne-familier redder livet

Det er endnu ikke endeligt bekræftet, at flyet blev skudt ned, ligesom ingen endnu har taget skylden for den eventuelle nedskydning.

Mange iagttagere mener imidlertid, at de prorussiske separatister står bag, men separatisterne insisterer på, at det må være landets militær, der har begået forbrydelsen.

Både USA og EU har vedholdende kritiseret Rusland for, at landet ikke gør nok for at stoppe krigshandlingerne i det østlige Ukraine.

Rusland er blandt andet blevet beskyldt for at bevæbne oprørerne og for at lade russere, der ønsker at kæmpe side om side med separatisterne, krydse grænsen til Ukraine.

I løbet af de seneste tre måneder er flere end 600 mennesker døde i krigshandlinger i Ukraine.