Irans øverste leder anklager Israel for folkemord

Ayatollah Ali Khamenei opfordrer alverdens muslimer til at bevæbne palæstinenserne i Gazastriben

Irans leder, Ayatollah Ali Khamenei, ses her i midten af billedet (Foto: AP)
Irans leder, Ayatollah Ali Khamenei, ses her i midten af billedet (Foto: AP)

Den tilspidsede situation mellem Israel og Hamas i Gazastriben får nu Irans åndelige leder til at reagere.

Ayatollah Ali Khamenei kalder tirsdag Israel for en "gal hund" og opfordrer muslimer verden over til at hjælpe med at bevæbne palæstinenserne, så de kan stå imod det "folkemord", som han kalder Israels militæroffensiv i Gazastriben.

- Denne gale hund, denne griske hund har angrebet uskyldige mennesker, og menneskeheden må reagere. Det er et folkemord, en katastrofe af historiske dimensioner, lød det fra Irans øverste leder.

Se også: Jeg græder over de døde børn

Ayatollahens kommentarer til den aktuelle konflikt faldt i en tale, der markerede slutningen på ramadanen. Khamenei kritiserede desuden USA og EU-landene for deres forsøg på at begrænse palæstinenserne militære kapacitet.

Khamenei fordømte det, han sagde, var en beslutning taget af USA's præsident Barack Obama om at afvæbne palæstinenserne med henvisning til USA's bestræbelser på at sørge for, at Hamas ikke kan skaffe sig nye våben fra udlandet.

Khamenei sagde, at Iran har det modsatte syn på bevægelsen, der kontrollerer Gazastriben.

- Enhver i den muslimske verden skal gøre, hvad de kan for at bevæbne den palæstinensiske nation. Det zionistiske regime vil komme til at fortryde, at de har startet denne krig, sagde Ali Khamenei.

Se også: Fireårig dræbt i Gaza på første dag af eid

Se også: Fireårig dræbt i Gaza på første dag af eid Israel indledte den 8. juli sin militære operation med en luftoffensiv målrettet militante Hamas-folk, som affyrede raketter ind over grænsen til Israel.

Senere blev operationen udvidet med en landoffensiv, som skal ødelægge et netværk af tunneler, der løber på tværs af grænsen mellem Gazastriben og Israel.

Næsten 1100 palæstinensere i Gaza har mistet livet i den nuværende konflikt. Langt de fleste af dem er civile. I Israel er 53 soldater blevet dræbt, mens tre civile har mistet livet i angreb fra Hamas.