Halshugget journalists familie til IS: I bryder med koranen

Steven Sotloffs familie bryder tavsheden med skarpt angreb på islamister

Den amerikanske freelance-journalist Steven Sotloff er den anden amerikaner, der er blevet henrettet af den islamistiske gruppe IS. (Foto: Scanpix)
Den amerikanske freelance-journalist Steven Sotloff er den anden amerikaner, der er blevet henrettet af den islamistiske gruppe IS. (Foto: Scanpix)

Den amerikanske regering mener, at der er god grund til at mene, at videoen, der viser halshugningen af den amerikanske freelance-journalist Steven Sotloff, er autentisk.

Steven Sotloff. (Foto: Scanpix) Krig & katastrofer - 3. sep. 2014 - kl. 10:45 USA bekræfter: Henrettelsen er ægte

Dermed har den islamistiske oprørsgruppe Islamisk Stat (IS) efter alt at dømme nu henrettet to journalister, hvorefter de har sendt en video ud til alverdens medier for at advare om konsekvenserne ved fortsat intervention fra USA og dets allierede i Irak.

Se også: Ekstremistiske henrettelser: Det vil de opnå

Familien til den 31-årige Steven Sotloff afviste indledningsvis at komme med yderligere kommentarer efter tabet, men onsdag aften amerikansk tid valgte de alligevel at stå frem med en meddelelse.

Hvor er din nåde?
Her kom familiens talsmand Barak Barfi blandt andet med et skarpt angreb rettet mod den erklærede leder af IS, Abu Bakr al-Baghdadi.

- Jeg har en besked til Abu Bakr al-Baghdadi. Ramadanen er nådens måned. Hvor er din nåde?, lød det fra Barak Barfi på arabisk ifølge CNN, hvorefter han brugte et arabisk udtryk, der hentyder til at have begået en stor synd.

Se også: Holdt hemmeligt: Halshugget gidsel var jøde

Barak Barfi citerede efterfølgende dele af koranen, hvorefter han spurgte al-Baghdadi, hvorfor han overtrådte læresætningerne.

- Jeg er her for at diskutere med dig i fred. Jeg har ikke et sværd i min hånd, og jeg er klar til dit svar, lød det fra familiens talsmand.

Han var ingen helt
Udover ordene henvendt direkte til IS, talte Barak Barfi også på engelsk på vegne af familien om det familiemedlem, de har mistet.

- Steve var ingen helt. Ligesom alle os andre var han blot en mand, der forsøgte at finde noget godt i en verden indhyllet i mørke. Og hvis det ikke eksisterede, prøvede han at skabe det, lød det blandt andet i meddelelsen ifølge BBC, der har offentliggjort meddelelsen i sin fulde ordlyd.

- Han var ingen krigs-junkie. Han ville ikke være en moderne Lawrence of Arabia. Han ønskede blot at give en stemme til dem, der ikke har nogen.

I meddelelsen beskriver familien desuden, hvordan Steven altid havde tid til blandt andet at Skype med sin far, på trods af en stram tidsplan.

Se også: Hollande nævner mulig militær aktion mod IS

Familien understreger dog vigtigheden af fortsat at kæmpe mod IS' grusomheder, på trods af deres ønske om det modsatte.

- I dag græder vi. I denne uge sørger vi. Men vi vil alle komme os over denne prøvelse. Vores landsby er stærk. Vi vil ikke lade vores fjender holde os gidsler med det eneste våben de bærer - frygt.

En inspiration
Samtidig sendte familien en meddelelse til den anden henrettede journalists familie.

- Vores bønner går ud til Jim Foleys familie. Ligesom Steve, led han. Men hans fangevogtere fik aldrig knækket ham, og han var en inspiration for andre i det mørke fængsel langt fra dette lands frihed, slutter de meddelelsen.

Både den amerikanske præsident Barack Obama og udenrigsminister John Kerry har afvist, at tilfangetagelserne og henrettelserne af amerikanske statsborgere vil medføre en lempelse af USA's indsats i Irak. Tværtimod.

Se også: Kerry vil samle stor global koalition mod IS

John Kerry har således meddelt, at han håber at kunne samle en bred international koalition til kampen mod den brutale islamistiske gruppe, der har fået hele verdens øjne rettet mod det konflikthærgede land.

1 af 2 Adskillige medier var samlet foran hjemmet tilhørende den dræbte journalist forud for onsdagens meddelelse. (Foto: AP)
2 af 2 Den amerikanske freelance-journalist Steven Sotloff er den anden amerikaner, der er blevet henrettet af den islamistiske gruppe IS. (Foto: Scanpix)