Putin og Porosjenko er enige: Våbenhvilen holder

Præsidenter for Rusland og Ukraine taler i telefon og tager bestik af våbenhvilen i det østlige Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans ukrainske kollega, Petro Porosjenko, har lørdag talt i telefon og er enige om de nødvendige skridt for at sikre den igangværende våbenhvile.

Det oplyser den russiske regering.

De to præsidenter konstaterer, at våbenhvilen holder, fortæller regeringen i Kijev ifølge nyhedsbureauet AFP.

Våbenhvilen trådte i kraft fredag aften, og bortset fra, at de prorussiske separatister og den ukrainske hær få timer efter beskyldte hinanden for at skyde med raketter og artilleri nær byen Donetsk, så meldes der lørdag om ro langs kamplinjerne i det østlige Ukraine.