Porosjenko: Russiske soldater trukket hjem

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har fredag i parlamentet fremlagt forslag, der vil sikre visse områder i den østlige del af landet "særlig status"

Præsidenten siger samtidig, at situationen i det østlige Ukraine er "radikalt forandret", nu da en våbenhvile er trådt i kraft.

- Rusland har flyttet 70 procent af sine styrker væk fra den østlige del af landet og "tilbage over grænsen", siger Porosjenko, der kalder situationen grundlæggende forandret.

- Situationen er radikalt forandret ved fronten. Inden våbenhvilen mistede Ukraine dagligt snesevis af helte, siger han.

- Mine forslag sikrer det separatistiske øst mere autonomi, men området forbliver en del af Ukraine, siger præsidenten om lovforslagene, der taler om "midlertidigt selvstyre" i distrikterne Donetsk og Lugansk, hvor de prorussiske separatister har udråbt selvstændighed.