Islamisk stat bruger kemiske våben i kampene mod kurdere i den syriske by Kobani.
Det siger en af de få læger, der stadig arbejder i området.
Lægen Walat Omar fortæller til den britiske avis The Guardian, at han har behandlet flere sårede med med blæner, en brændende fornemmelse i øjnene og åndedrætsbesvær.
- Efter en kraftig eksplosion modtog vi flere patienter med unormale symptomer. De fortalte om en dårlig lugt, som gav dem en slags allergisk reaktion, siger han ifølge The Guardian.
Før og efter-billeder: Krigszonen Kobani
Katastrofal våbenleverance: IS-krigere får amerikanske våben
Se video: USA smider bomber og våben over Kobani
Walat Omar har lagt flere billeder på sin facebook-profil, som angiveligt viser sårede kurdere efter eksplosionen natten til onsdag.
Under billederne skriver lægen, at billederne viser skader efter Islamisk Stats brug af internationalt forbudte våben.
En ekspert vurderer ifølge The Guardian, at det kan dreje sig om sennepsgas.
De kurdiske myndigheder har nu bedt om at få udstyr, som kan teste, om der er blevet benyttet kemiske våben.
- Mange personer kom til skade og viste symptomer på, at der er blevet brugt kemiske våben: hoste, åndedrætsbesvær, røde øjne, brændende hud og så videre, fortæller en topembedsmand fra Kobani.
Islamisk Stat er angiveligt kommet i besiddelse af kemiske våben, da de overtog en irakisk militærbase i juni, hvor der ifølge militæreksperter kan være lagret kemiske våben fra Saddam Husseins regime.
Våbnene er af ældre dato, men ifølge eksperter kan de formentlig stadig bruges i kamp.
Kobani er centrum for kampe mellem Islamisk Stat og kurdiske styrker, der forsøger at forsvare byen. Islamisterne har belejret den vigtige by, der ligger tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, siden midten af september.
Luftangreb fra den amerikansk-ledede koalition har dog trængt Islamisk Stat i defensiven.