Udenrigsministeriet advarer: Supertyfon truer ferieparadis

En voldsom tyfon ventes at hamre ind over Filippinerne lørdag

Filippinerne forbereder sig på at supertyfonen rammer. Video: AP

De filippinske myndigheder er i fuldt alarmberedskab. Titusinder er allerede flygtet fra kysten, men flere millioner mennesker er i fare for at blive ramt, når supertyfonen Mangkhut lørdag ventes at hamre ind over den nordlige del af Filippinerne.

- Regnen vil være kraftig, og vinden er ikke til at spøge med. Vi kan opleve en stormflod, der kan nå op i fjerde sals højde, advarer Michael Conag, der er talsmand for det lokale civilforsvar.

- Det kan ødelægge huse, særligt de primitive huse, som er de mest almindelige i kystområder, forklarer han.

Tyfonen ventes at ramme provinsen Cagayan på den nordlige del af øen Luzon lørdag middag dansk tid. Ifølge AP bor mere end fire millioner mennesker i området, hvor tyfonen ifølge beregninger vil ramme hårdest.

Myndighederne er i gang med at evakuere og advare. Også infrastrukturen rammes og flere båd- og flyruter er omlagt.

Det danske udenrigsministeriums borgerservice har også fredag sendt en advarsel ud. Her opfordrer man danskere i området til at holde sig opdateret om situationen via nyhedsmedier eller søge råd hos hotellet, man bor på eller rejsebureauet, man rejser med.

Supertyfon i kategori 5
I Østasien omtales en orkan som en tyfon, og denne har fået navnet Mangkhut.

Hvor orkanen Florence, der ligger ved USA's østkyst, er faldet til en kategori et-storm fredag, er tyfonen Mangkhut en kategori fem-storm efter den norm, der bruges ved Atlanterhavet, skriver AP. Kategori fem er det allerhøjeste niveau.

Tyfoncenteret i Hawaii omtaler Mangkhut som en supertyfon. Den nærmede sig fredag og havde vindstyrker på op mod 255 kilometer i timen, da den befandt sig cirka 400 kilometer fra land.

Med sig har den et 900 kilometer bredt bånd af voldsomt regnvejr. I kombination med årstidens monsun kan det udløse mudderskred og store oversvømmelser.

Efter den har ramt Filippinerne, sætter tyfonen kurs mod det sydlige Kina.

Her ventes den at ramme syd for Hongkong og halvøen Hainan mandag med vindstyrker på over 200 kilometer i timen.

Filippinerne rammes gennemsnitlig af 20 tyfoner om året. Den værste i de senere år var supertyfonen Haiyan, der ramte den centrale del af Filippinerne i november 2013 og kostede 7350 mennesker livet.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen