Syrisk by angrebet af missiler: Mindst ti personer såret

Ti personer er angiveligt blevet såret under et missilangreb på kystbyen Latakia i Syrien, lyder meldinger

Ifølge det syriske statslige nyhedsbureau, Sana, er kystbyen Latakia mandag aften dansk tid blevet udsat for et missilangreb.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) oplyser, at der har været flere store eksplosioner i byen.

Ti personer skal være blevet såret under angrebet, oplyser den statsejede tv-station Ikhbariya TV. Alle er blevet bragt til hospitaler i nærheden, mens otte allerede er blevet udskrevet igen, lyder det fra tv-stationen.

Latakia ligger på Syriens vestkyst ud mod Middelhavet. Flere lokationer i byen er ifølge Sana blevet angrebet af missiler. I samme melding lyder det, at det er lykkes det syriske luftforsvar at skyde nogle missiler ned.

Ifølge Sana var "institutioner" i byens "tekniske industri" mål for missilerne.

- Luftforsvaret har konfronteret fjendtlige missiler, der kom fra havet i retning af Latakia, og har opfanget flere af dem, citerer Sana en militærkilde.

Ifølge Sohr gik missilerne efter depoter med ammunition i den østlige del af byen.

Det står ikke klart, hvor mange missiler der er slået ned i byen. Et øjenvidne fortæller, at han så mindst fire missiler blive skudt ned af det syriske luftvåben.

Det er ligeledes uklart, hvem der står bag angrebet.

Lørdag angreb israelske styrker lufthavnen i Syriens hovedstad, Damaskus, med missiler. Det syriske luftforsvar blev aktiveret og formåede at skyde flere af missilerne ned, lyder det videre fra statsmediet.

Israel anerkender sjældent at stå bag angreb i Syrien. Men Israel har gjort det klart, at landet er villig til at bruge militære midler til at forhindre, at der bliver transporteret våben til Israels fjender.

Der er ifølge flere internationale nyhedsbureauer en udbredt antagelse af, at Israel står bag en række luftangreb, som især har været målrettet Hizbollah og iranske styrker i Syrien, som kæmper side om side med de syriske regeringsstyrker.

En israelsk militærkilde sagde tidligere i denne måned, at Israel har angrebet flere end 200 iranske mål i Syrien i løbet af de sidste 18 måneder. Men angrebene bekræftes sjældent fra officielt hold.