Stadig flere migranter forsøger at komme ind i Spanien ved at krydse grænsen mellem Marokko og Ceuta, som er en spansk eksklave i det nordlige Afrika.
Der har for nylig været flere eksempler på, at store grupper af afrikanere simpelthen stormer grænsen, og nu skriver The Times, at det hele er styret af bander af menneskesmuglere.
De kræver 16 pund af migranter, der vil med over grænsen. Til gengæld planlægger banderne tid og sted for, hvornår grænsen skal stormes og migranterne bliver trænet i at skræmme politiet ved at råbe og kaste sten, afføring, syre og kalk efter dem.
Ifølge en fortrolig politirapport, som mediet El Pais har set, opererer banderne med en 'præsident' og underordnet en premierminister samt officials for at opretholde ro og orden blandt de store grupper af migranter. Betaler afrikanerne ikke de 16 pund får de ikke lov til at være med, når grænsen stormes.
Hvis du har betalt, men det ikke lykkes at komme ind over grænsen, kan du være med igen. Men går der mere end en måned, kræver menneskesmuglerne betaling igen.
Tidligere på ugen forsøgte 300 migranter at storme pigtrådshegnene ind til Ceuta - 116 af dem nåede ind i Europa, men syv grænsebetjente blev såret under urolighederne.
Migranterne blev dog sendt tilbage til Marokko, skrev El Pais senere.
14 procent af alle migranter, der er ankommet til Spanien mellem januar og juli, kommer ind via Ceuta, hvilket er en stigning på 130 procent i forhold til samme periode sidste år. Ifølge FN har mere end 3800 migranter krydset netop den grænse i år. De fleste tager til midlertidige modtagercentre og bliver herfra enten sendt hjem eller sendt videre.